Problemet strækker sig også ind i skolen. Alle grundskoler (folkeskoler, privatskoler og frie skoler) er ved lov forpligtet til at have en antimobbepolitik i dag. Alligevel kommer skolerne ofte til kort i mødet med digital mobning og digitale trivselsproblematikker. Dette skyldes, man er usikker på, hvordan man skal agere, og man usikker på, hvordan fænomenet adskiller sig fra den type mobning, man måske allerede kender.
Analog vs. Digital
En overordnet tommelfingerregel er, at der gælder samme regler for godt kammeratskab i den digitale verden som i den analoge verden. Langt de fleste problemstillinger vil være de samme og handle om: Hvordan vi taler sammen, hvordan vi omtaler andre, og hvordan vi generelt handler fornuftigt i sociale sammenhænge med hensyntagen til fællesskabet.
Det handler grundlæggende om pædagogik (og opdragelse på forældresiden), og derfor er der ingen grund til at føle sig ukvalificeret til at tale – og tage hånd om emnet.
Flere årsager er dog medvirkende til, at den digitale del af problematikken er mere vanskelig at håndtere, end den mobning vi har kendt hidtil.
3 afgørende årsager til dette er: mulighed for anonymitet online, følelsen af at være udstillet 24 timer i døgnet og den store grad af eksponering.
Hvilken betydning har de 3 årsager for arbejdet med problemet i og omkring skolen?
Øgede og udvide muligheder for at optræde anonymt
Det er én ting at skulle være grov ansigt til ansigt, men som anonym kan det føles næsten omkostningsfrit at mobbe andre, fordi det kan betyde en større empatisk distance mellem mobberen og offeret. Det kan samtidigt være meget ubehageligt for offeret og gør det også ofte uhyre vanskeligt at trevle problemerne op, når først de er opstået.
Digital mobning kan føles som om det foregår 24/7/365
Før i tiden var det nemmere at lægge afstand til miljøer, hvor mobning foregik, hvad enten det var skolen, fodboldklubben eller et helt andet sted. Det betød ikke, at det var mindre ubehageligt, end det er i dag, men man kunne ‘tage pauser’ og nemmere få tingene lidt på afstand. De samme muligheder gør sig ikke gældende på eksempelvis sociale medier, hvor krænkelsen kan leve sit eget liv, så at sige. Det allestedsnærværende internet gør, at børn og unge kan derfor føle sig udsat fra de står op til de går i seng.
Eksponeringen er stor i både tid og rum
I forlængelse af det ovenstående kan man føle sig enormt udstillet, hvis nogen har krænket éns person på nettet. Dette er dels på grund af den store rækkevidde, som gør at andre, der normalt ikke ville blive involveret nu kan blive det, og dels fordi internettet ikke ‘glemmer’ noget, når først det er delt. Den dårlige oplevelse, hvor et krænkende billede eksempelvis er blevet delt, kan dermed eksistere i cyberspace til ‘evig tid’.
Hvad kan vi gøre som skole og forældre?
Vi må starte med at erkende/konstatere, at børn kommer på nettet tidligere og er mere online end før. Vi kan ikke længere vente med at tage disse digitale problemstillinger op til, at vi som voksne har en forventning om, at børnene begiver sig ud på de sociale medier i 6.-7. klasse.
Da digitaliseringen er medvirkende til at komplicere mobbeproblematikken og gør det vanskeligere at udbedre problemerne, bør man imødekomme dette gennem præventivt og proaktivt arbejde. Som skole kan det være gennem arbejde med virkelighedsnære digitale scenarier, med børnenes egen digitale virkelighed som centrum, allerede fra børnene starter i skolen. I denne forbindelse er skolen et socialt forum, hvor børnene kan spejle sig i hinanden og opnå indsigt i, hvad deres gøres og laden online kan få af betydninger for andre. Dermed kan skolen også træde i karakter som (digital) dannelsesinstitution.
Det er vigtigt at huske, at mobning som fænomen sjældent er et spørgsmål om personer, men i højere grad et kulturelt betinget problem, som kalder på en målrettet forebyggende indsats, da det er uhyre vanskeligt at ændre en etableret kultur. Det gælder også – eller måske endda især – når det handler om digital mobning.
Det er samtidigt vigtigt, at børn og unges liv på sociale medier bliver taget alvorligt. Det er også deres virkelige liv. Selvom man selv ser medierne som en ‘hobby’, som det er nemt at distancere sig fra, er det generelt et andet billede, der tegner sig for børn og unge. De er typisk mere investerede i deres digitale identitet.
Indlægget er skrevet af Mikkel Offenberg. Stifter og it-didaktisk konsulent hos Den Digitale Skole