Vælg en side

OBS! Denne guide er ikke længere opdateret! Besøg istedet Den Digitale Skoles Børne App Guide med masser af app anbefalinger!

Godt indhold på iPaden/tabletten kan hjælpe til med at skabe gode medievaner hos de mindre børn.

I denne del 2 af Den Digitale Skoles app anbefalinger, skal vi både omkring musik, matematik og digitalt dukketeater. Fokus er igen på både leg, læring og apps, som både tager børnene alvorligt og hvor forældrene kan lege med.

1. Puppet Pals

Denne app er virkelig sjov og kan vel nærmest kaldes for et digitalt dukketeater. Man kan, som udgangspunkt, vælge mellem få figurer og baggrunde, som kan bruges til at udfolde forskellige scener. Det bliver for alvor sjovt med købeversionen, Directors Pass, der koster 45 kr. Med den kan man selv lave nye baggrunde og nye figurer bl.a. vha. kameraet og ‘cropping’. Man kan f.eks. tage billeder af familien og lade mor, far og lillesøster spille rollerne i et eventyr, som børnene selv finder på.

2. Wordfeud

Wordfeud kan være et både sjovt og lærerigt spil at spille med sine børn, allerede når de begynder at lære de første ord. Man kan spille det som konkurrenter eller spille sammen og se, hvor mange point man kan få. Wordfeud er fantastisk i den henseende, at spillet lader børnene eksperimentere med bogstaver og ord og giver samtidig øjeblikkelig feedback, uden man skal have den store retskrivningsordbog frem. Appen er gratis dog med reklamer, som man kan købe sig fri af med Premium Edition til 25 kr.

3. Toc and Roll

Hvis du er musikinteresseret og gerne vil lege mini studie med dine børn, er denne app et absolut ‘must’. I Toc and Roll kan I bygge jeres egne sange med forskellige ‘patterns’ til forskellige instrumenter og slutte det hele af med selv at lægge vokal på og tilføje effekter. Alt efter smag og behag. Appen er både sjov at lege med og giver børnene kendskab til forskellige instrumenter og harmonier. Et fund til 17 kr.

4. Pengeby

Pengeby er af flere 1. klasses elever erklæret som ‘verdens sjoveste spil’. Det er måske i overkanten, men spillet er sjovt, og så er appen gratis. I Pengeby laver man en karakter, som skal løse opgaver og arbejde forskellige steder i byen for at tjene penge. Penge man kan bruge til at købe forskellige ting til f.eks. at indrette sit eget værelse i byen. Tanken bag Pengeby er bl.a. at give børn en bedre forståelse af økonomi og lykkes med det.

(Videoen er på engelsk)

5. Dragonbox Algebra 5+

Hatten af for WeWantToKnow, som har lavet en app, der som de selv siger: “secretly teaches algebra”. Algebra er læren om matematiske operationer og er noget, som mange børn har svært ved i skolen. Spillet handler kort fortalt om en drage og andre monstre, som man får til at vokse ved at løse opgaver. Pludselig opdager man, at man har lært at løse ligninger – tro det eller ej. Det er nemmere vist end fortalt, så se videoen nedenfor. Appen kræver, at man som voksen gider lege med og hjælpe. Appen findes også i en version til større børn, der hedder Dragonbox Algebra 12+

Håber I vil få glæde af appsne! Fik du ikke læst del 1 af Den Digital Skoles appanbefalinger? Den Digitale Skoles appanbefalinger del 1.

OBS! Denne guide er ikke længere opdateret! Besøg istedet Den Digitale Skoles Børne App Guide med masser af app anbefalinger!