Vælg en side

I forbindelse med afholdelse af en række lærerkurser for Frie Skolers Lærerforening, bragte foreningen en artikel om digital dannelse i skolen. Her fortæller Mikkel fra Den Digitale Skole kort om, hvor man som lærer kan starte, hvis man gerne vil arbejde med digital dannelse i klasseværelset.

Artiklen er citeret her og der er link til artiklen på Frie Skolers Lærerforening nederst på siden.

____________________________________________________

Ekspertens tre råd om digital dannelse

Hvordan du ruster dine elever til at være kritiske brugere af internettet? It-didaktisk konsulent Mikkel Offenberg giver dig gode råd til at undervise i digital dannelse

 

D 29. JANUAR 2018 af Katrine Thornberg

YouTubere, digitale fodspor og nye online-venner. Hvordan forklarer du dine elever, hvad internettet er godt til, og hvornår alarmknappen skal lyse?

Vi har talt med Mikkel Offenberg, der er it-didaktisk konsulent og stifter af Den Digitale Skole, om, hvordan du lærer dine elever digital dannelse. Han mener, at det er vigtigt at skabe en kultur, hvor vi taler om internetadfærd, så børnene tør fortælle de voksne, hvad de oplever på nettet.

Mikkel Offenberg møder dog ofte lærere, der ikke føler sig parateil at tage hånd om de digitale problemer. Han mener dog, at lærerne allerede har den nødvendige viden i kraft af deres erfaring.

Han kommer her med tre bud på, hvordan du sammen med dine elever tager det første skridt mod bedre internetvaner:

1: Børn er mere kompetente, end de er kritiske 
Selvom de fleste børn i dag er dygtige forbrugere af internettet, så mangler de en kritisk tilgang til det, mener Mikkel Offenberg. Ved at starte en god diskussion i klassen, kan læreren hjælpe eleverne med at få et filter mod internettets bagside. Debatten kan for eksempel starte med spørgsmålet: Hvem har retten til et billede, når det bliver lagt op på Facebook. Debatten kan siden udvikle sig til en snak om de digitale fodspor, eleverne efterlader på internettet.

2: Sæt digital dannelse på dagsordenen
De digitale fællesskaber er ligeså vigtige som de fysiske. Derfor er det vigtigt, at lærerne også går ind i konflikterne på de digitale platforme. De digitale konflikter kan lærerne løse med afsæt i de samme værdier og moraler, som de bruger til at håndtere andre hverdagskonflikter. Mikkel Offenberg anbefaler, at trivsel på digitale platforme bliver en fast del af snakken om elevernes trivsel. Læreren kan i for eksempel klassens time spørge ind til, hvad der er sket på de sociale medier i ugens løb.

3: Husk det positive ved nettet 
For at undgå at elever ikke tør se YouTube-videoer i frikvarteret, er det vigtigt også at fokusere på de digitale goder. Mikkel Offenberg understreger, at det særligt er vigtigt hos de yngre elever. Han starter snakken om digital dannelse ved at spørge eleverne om, hvad de bruger internettet til. Ud fra elevernes egne input snakker han om internettets muligheder, og hvad eleverne skal være opmærksomme på. For eksempel kan eleverne ikke styre, hvad de får tilbage, når de søger på Google. Det betyder, at de af og til ser ting på nettet, som ikke er for børn. Her er det vigtigt, at eleverne ved, at de altid kan spørge en voksen, hvis de er i tvivl.

Link til artikel på Frie Skolers lærerforenings hjemmeside